Amarone vin
Alle danskere kender den. Amarone. Den er kendt for at være noget af det bedste, du kan købe i et supermarked. Det er en stor vin i det regi, men blandt fagfolk når den ikke samme ophøjede status.
Det er særligt gennem den seneste generation, hvor den har høstet store roser fra den brede befolkning, hvilket en Amarone vin også har fortjent. For man får rigtig meget for sine penge, da det er en god kvalitetsvin, som kan fås til relativt små priser. Man kan erhverve sig en Amarone til omkring de 100 kroner og op til over 1.000 kroner.
Det skal dog siges, at der er stor forskel på Amarone vin. Den har et højt bundniveau, men tilsvarende koster en af de helt exceptionelle Amarone vine også en smule mere end andre topvine.
Mange mener, at dens popularitet blandt danskere kan skyldes, at den kommer fra området omkring turistbyen Verona, som ligger tæt på den endnu mere velbesøgte Gardasø.
Amarone vin = fylde og karakter
Amarone vinen er en tør rødvin, som går særligt godt til retter med mørkt kød. Det er en fyldig vin, som har masser af karakter og kraft, og som er godt krydret, så man får varme i kinderne.
Amaro betyder bitter, og det er en mere bitter udgave af den vin, som engang var ret sød.
Amarone kendes typisk som en Amarone della Valpolicella og fik sin status som en DOCG vin tilbage i 2009. Det er derfor en vin af rigtig god kvalitet, som er særdeles nem at elske. Før var den lillebror til Valpolicella, men i dag ses det nærmere omvendt. Forbrugerne kender Amarone vin, og det er typisk dem, de går efter, når de skal vælge mellem de to vine. Teknisk set er en Amarone vin en Valpolicella, men den fik som sagt sin helt egen DOCG i 2009 i stedet for at ligge under Valpolicella DOC. Der er faste rammer for hvilke druer og fremgangsmåder, som må tages i brug, når en Amarone vin fremstilles, før den kan kaldes og deklareres som en Amarone vin med banderole.
Kend den på smagen
En Amarone vin laves på fire forskellige druer; Corvina Veronese, Corvinone, Rondinella og Molinara. Man må dog fremhæve førstnævnte Corvina Veronese, som er den største og mest udbredte druesort i området. Med denne drue kan man skabe de bedste vine på disse kanter, som smager himmelsk.
Der er så meget power og pondus i en god Amarone vin, hvorfor de går rigtig godt alene på en kold vinteraften, men så sandelig også til en rigtig god og saftig bøf.
Man kan altid kende en Amarone vin på smagen. Den tunge, karakteristiske smag, som omgående fylder munden med smagsnuancer, der forkæler og omkranser smagsløgene så smukt. Det er ikke en yndefuld vin, men det er en maskulin og pompøs rødvin, som bestemt har en stjerne på himlen. Det er trods alt den almene vinelsker, som vinbønderne skal leve af – og her må man sige, at de har været heldige med Amarone.
Nyere Amarone vine bliver fremstillet efter modernisternes opskrift, som blandt andet indebærer nyere metoder og nye egetræsfade. Det giver en dyb, mørk farve og en særegen dybde. De indeholder masser af garvesyre og har faktisk rigtig godt af at lagre i nogle år, før de drikkes. De udvikler sig til at blive nogle sublime vine, som opnår større kompleksitet, når de ældes.
En Amarone vin smager af masser af frugt og mørke bær, har god friskhed og helt unikke nuancer, som kendetegner denne ekstremt populære vin. Den smager nemlig præcis, som den gør – og den skiller sig godt ud fra mængden. Det er en sand publikums-darling, som bare skal smages og opleves.