Vin til mad
Der er ikke noget som at nyde et rigtigt godt måltid mad akkompagneret af en lækker vin. En vin kan mange gange komplimentere maden, men så sandelig også omvendt. Der er mange vine, som kommer til deres ret, hvis de bliver parret med de helt rigtige retter. Der er nogle ret simple råd, som enhver kan bruge til at finde de rigtige madvarer og sammensætte med vin. Typisk gør man det i omvendt rækkefølge – ligesom du ser på en restaurant, hvor man taler om, at vinene skal parres med maden.
Vin til laks
Vin til mad kan være helt eminent. Tager vi fx laks og fisk generelt, kan man drikke både rødvin og hvidvin. Det er særligt hvidvin, der gør sig gældende, da fisk typisk er lyst kød, og det går særligt godt med en hvidvin, som har en god friskhed og noget citrus i sig. Syre går nemlig godt sammen med fisk, og hvidvin er særligt syreholdigt sammenholdt med rødvin. Derfor er hvidvin perfekt til en lækker fisk – og du kan klart ane forskel i helhedsindtrykket, hvis du prøver både rød og hvid.
Vin til oksekød
Oksekød og rødvin er det perfekte makkerpar. Der fås dårligt to ting, der passer bedre sammen, og de forstår virkelig at bringe det bedste frem i hinanden. Særligt franske vine er gode til krydrede bøffer, da de er lidt lettere og knap så fyldige. Får du derimod en bøf, der ikke er så krydret, eller holder du bare meget af saft og kraft, så kan en italiensk vin med masser af krydderi varmt anbefales. Danskere er vilde med Amarone til en god bøf, og det er da også et sikkert valg. Vil du virkelig vise, at du har forstand på at matche smagsnuancer, så køber du nogle lækre, møre bøffer og en fantastisk Bordeaux vin på Cabernet Sauvignon. Druen er helt særlig, da den indeholder nogle enzymer, som nedbryder bøffen og gør den endnu mere mør, når du tygger den.
Vin til lam
Står menuen på lam, er der typisk en masse krydderier involveret. Det giver os en pejling i retning af det sydfranske, hvor vi finder nogle særdeles sublime og krydrede rødvine. Særligt druen Syrah er populær til lam, og den har en unik evne til komplimentere kødet og dets urtepræg. Du kan finde nogle gode vine til formålet i Nordrhone, hvor du får rigtig megen peber, urter og garvesyre. Er du mere til de lidt sødere rødvine, som alligevel har nok power i sig til at spille sammen med lam, kan du med fordel kigge lidt længere sydpå til Spanien, hvor du finder en fantastisk tradition inden for brug af fade, som giver en lækker røget smag, der er helt perfekt til lam.
Vin til and
Vil du ramme hovedet på sømmet til anden juleaften, så kan en Amarone eller Chateauneuf de Pape gøre tricket. Det er to vine, som er rigtig fyldige, har en høj alkoholvolumen og besidder en god sødme, som passer perfekt til and.
Vin til pasta og pizza
Her har du virkelig mulighed for at lege og vælge et bredt sortiment. Det er to retter, som både kan være fede og enkle, men de kan også være lette og komplekse. Har du en fed pastaret med fløde, kan du sagtens vælge en god rødvin, der har noget krydderi og godt med garvesyre. Har du derimod en sprød pizza med et varieret fyld med lidt grønt, så vil en rødvin også være helt lige i øjet. Er vi ude i de lettere retter i dette segment, så er en iskold hvidvin rammende med masser af citrus og sødme.